Skovtyper
Vores skove består af over 30 forskellige træer og buske, hvor
hver art har sin egen plads og funktion i skoven. I Naturplant ved
vi, at variation ofte skaber den største glæde for både mennesker
og dyr. Derfor gør vi os stor umage, hver gang vi skal designe en
ny skov.
Variation kan også opnås igennem forskellige skovtyper. Træarter
som eg og birk slipper meget sollys igennem kronetagen, hvilket
giver en meget frodig og varieret skovbundsvegetation med både
urter og buske. Under skyggetræarter som bøg og ahorn kommer der
næsten ingen lys ned til skovbunden. Det giver en skov, som er nem
at færdes i med anemoner samt træstammer, der ligner søjler. En
slående kontrast opleves, når man går fra en skovtype til en anden.
Nåletræsholme kan give læ for dyrene og samtidig give dig og
familien jeres eget juletræ.
Lindeskov
Lindeskoven er skyggefuld som bøgeskoven, men rigere på
naturligt liv,
fordi den har været her gennem længere tid. Lind er et stormfast
træ, som trives på fugtig, leret jordbund, hvor andre træer har
svært ved at gro. Linden springer ud sidst i april eller først i
maj, og blomsterne dufter fantastisk.

Elleskov
Rødellen er det eneste danske træ, hvis
rødder tåler stillestående vand, fx langs bække, åer, søer eller i
moser. Rødellen trives bedst på fugtig, næringsrig bund, hvor de
vokser hurtigt og kan blive 25-30 m høje. Elleskoven er altid fyldt
med frønnede træer og er derved et eldorado for spætter og
mejser.

Bøgeskov
Bøgen er et skyggetræ, og bøgeskoven er
derfor en ret mørk skovtype, som kræver en aktiv hugst, hvis der
skal bevares en etage af buske og andre træarter under bøgetræerne.
Bøg kan blive 40 m højt, og stammediameteren kan blive op til to
meter. De nyudsprungne blade har flotte lysegrønne farver.

Birkeskov
Birkeskoven er en meget lys skovtype,
som også kan gro på næringsfattig bund, typisk i fugtige lavninger.
Under birkene gror buskarter som tørst og pil, der tiltrækker mange
sommerfugle. Birken både vokser og ældes hurtigt til glæde for
hulrugende fugle, insekter og svampe.

Egeskov
Egeskoven er en lysåben skovtype, der
giver plads til mellemetagen og buskene. I egeskoven indgår
fuglekirsebær og skovæble samt hassel, tørst og rød kornel. Det er
en skovtype, der gerne vokser på varme skråninger. Egetræer bliver
normalt 400-500 år gamle, men kan blive meget ældre.
