Design
For mange er det attraktivt at have en rig natur på sin ejendom.
Småbeplantninger og læhegn skaber variation i landskabet, øger
herlighedsværdien og giver mulighed for unikke naturoplevelser.
Naturen kvitterer hurtigt og allerede de første år efter
plantning, vil man kunne opleve en langt rigere natur.
Udformning
Når man opfører småbeplantninger og læhegn, er det vigtigt at
tage udgangspunkt og hensyn til det omkringliggende landskab.
Herved sikrer man, at beplantningen falder naturligt ind i
landskabet og giver de bedste betingelser for plante- og
dyrelivet.
Placeringen af planterne kræver kendskab til planternes krav til
jordbund, klima og lys. Det er også vigtigt at kende arternes
vækstform, således at de placeres rigtigt i forhold til deres
ønskede formål i læhegnet eller småbeplantningen. Ofte plantes
nogle af de arter, som i forvejen vokser i det omkringliggende
landskab.
Småbeplantninger
I småbeplantninger plantes tætvoksende og hårdføre buske og
træer mod nord og vest for at give læ. Lysåbne buske og træer egner
sig til syd- og østsiden, fordi de slipper sollyset og varmen ind i
beplantningen og giver mulighed for forskellig vegetation i
bunden.
Læhegn
Læhegn opføres ofte for at bryde vinden og give læ på åbne
områder, men opfylder samtidig flere betydelige formål. Vildet
bruger dem som spredningskorridorer, når de flytter sig fra skov
til skov, og de mange bær og insekter giver gode leveforhold for en
lang række fugle.
Skærmbeplantning
Læhegn er også yderst velegnet som skærmbeplantning mod støj
eller visuelt omkring driftsbygninger, gylletanke mm.